Efterår

Efterår – en tid med forberedelser

Det bliver koldere nu, og fuglene i haven går i gang med at forberede sig til vintersæsonen. Nogle fugle gør sig klar til at trække mod syd til varmere himmelstrøg. Andre forbereder sig på at overvintre.

Uanset fuglenes forskellige forberedelser har de det fælles, at de spiser rigtig meget. Fuglene skal skaffe energi, enten til en lang flyvetur mod syd eller til at klare en kold og lang vinterperiode her i landet. De opbygger fedtdepoter for at kunne klare de kommende strabadser.

Ved at tilbyde fuglene i haven et varieret udbud af energirig foder og vand vil du tiltrække mange forskellige slags fugle, og du hjælper dem til at kunne klare strabadserne i den forestående kolde vinterperiode.

De fugle, der bliver her hele vinteren, vil blive trofaste gæster ved foderpladsen i din have, og snart vil du få nye gæster, der trækker hertil fra nordligere egne. Det er en god idé at undgå for meget trafik ved foderpladserne i haven i hhv. de tidlige morgen- og sene eftermiddagstimer, for det er på disse tidspunkter, fuglene har brug for ro til at spise masser af mad.